| Notater |
- Far var cand polyt(B) fra DTH og efter nogle få år hos entrepenør idet jydske med baneanlæg kom far til DSB, først på hovedkontoret iKbh. Derefter udnævnt til baneingeniør/sektionsingeneniør med ansvaretfor banesektion i Tønder fra 1927 til 1933, dernæst i Viborg fra 1933til 1940 og sidst i Horsens fra 1940 til 1958, hvor han gik på pensionsom 70årig.
Far fik sidst i 20verne lungetuberkulose, blev sendt på kurophold iDavos,CH - hvis nok for bedstefars regning - men lidt hjalp det og farblev faktisk opgivet af lægerne som uheldbredelig og dødsyg. Heldigvistrådte svogeren, Thordsen til og far kom på Vejlefjord Sanatorium,blev fuldstændig helbredt, snuppede en af sygplejeske for næsen af enaf lægerne, blev gift og levede til han blev 94 stort set uden eneneste sygedag i tiden derefter hos DSB. Mor hævdede naturligvis, athun som sygeplejske havde en stor del af æren for at far blev sågammel og det skal nok passe.
Et avisudklip:
Sektionsingeniør Jørgen Hansen, der i år holder 50-årsstudenter-jubilæum, fortæller smukke og fornøjelige minder fraskoletiden i Sorø.
VED REDAKTØR ADOLPH ANDERSEN
Den 26. oktober fejrer 50-årsstudenter-jubilarerne fra alle lan-detsstatsskoler og gymnasier de-res jubilæum ved en sammenkomst iKøbenhavn, hvor de om eftermid-dagen modtages på Københavnsuniversitetaf prorektor, professor dr. phil. J. A. Christiansen. Om af-tenen erder festmiddag på hotel Angleterre. Fra Sorø Akademi udgik i 1906 19studenter, hvoraf såvidt, det har kunnet konstateres i alt fald de 8er døde, bl. a. den højt begavede, direktør for national-museet, dr.phil. Poul Nørlund. Til-bage er: kgl. Skovrider O. A. Aren-drup,Esrom, fhv. kredslæge H. J. Bryder, Århus, tidl. Birkelse, amts-læge,dr. med. Max Christiansen, Frederiksberg, direktør A. C. Hei-denheim,Chile, overingeniør A. F. B. Iversen, Charlottenlund,over-etssagfører, K. D. Langballe, Kø-benhavn, byrådssekretær, cand.jur. Knud Lyhne, Roskilde, repræ-sentant C. A. 0. Marek, Køben-havn,pens. distriktsingeniør ved vandbygningsvæsenet, cand. polyt. N. H.Rasmussen, Frederikshavn, regnskabsfører i overformynderiet cand. jur.C. J. W. Schmidt og sektionsingeniør Jørgen Hansen, Horsens
I denne artikel har jeg formået sektionsingeniør Jørgen Hansen, født iBringstrup, søn af gårdejer, senere landbrugsminister og form-and forlandstinget, Ole Hansen til at fortælle minder fra skoletiden i Sorøfor de mange år tilbage:
Den første svære tid
Det begyndte med optagelses-prøven i sommeren 1900. Far leds-agedemig fuld af omsorg på min trange vej til akademiet. Vi spad-serede fraSorø station ad den smukke vej forbi søen, de ca. to km til akademiet.Jeg sjokkede ved siden af far, tavs og beklemt ved situationen ogiført mine nye fjed-ersko, der ikke passede mig nær så godt, som minegamle træsko i Bringstrup. Jeg, der dengang -- - af gode grunde - -aldrig havde set en Chaplin-film, havde endnu ikke lært, at man skulledreje fødderne udad, når man gik på gaden. Plud-elig stoppede farop: Du må ikke gå sådan og stikke tæerne sam-en, når du går -- så vilde andre drenge grine ad dig! - - Men det var adskilligt andet enlille bondedreng måtte lære, forinden han fandt sig til rette blandtde mange købstadsdrenge på skolen, da denn-e begyndte i august 1900.
Det vakte vild jubel første gang, jeg i en regnetime kom op til densorte tavle og på mit uforfalskede sjællandske forklarede "at træjgange sæ-æ-j -sten var u-te-aa--før-e"
Da far blev minister.
-- jeg var så heldig straks at komme til at bo på akademiet, de førstefire år i hovedbygningen, de to sidste år ( som gymnasiast )iRektorgården. I første tilfældet spiste vi alle 64 i samme storespisesal. Vi spiste godt, fik ofte steg med kartofler og brun sovs, ogdet var dengang mad for Mons. Og når jeg ikke på anden måde kunne fåal den dejlige sovs til at hænge ved kartoflerne, brugte jeg pålandlig vis kniven. Men den manøvre gik ikke upåtalt hen ret længe.Pludselig en dag hørte jeg min genbo sige til sin nabo, idet hangrinende pegede over på mig: Du har du set ham den sabelslugerenderovre!
-- Ja,det var en skrap kur, jeg gennemgik i den første tid, men mintilpasningsevne var god, så det varede ikke længe, før jeg befandt migsom blommen i et æg på sko-len, hvor vi dengang var ialt 90 alumner(der boede på skolen) og desuden ca. 80 skolesøgende elever, som boedei forskellige pensiona-ter i byen. I juli 1901 blev farlandbrugsminister ("den første bonde i kongens råd"). Og da jeg det årvendte tilbage til skolen efter som-merferien, blev jeg hyldet ogbåret i guldstol i en af de store brændekurve af kammeraterne, som om,det var mig, der var blevet minister. Ja, den dag glemmer jeg al-drig.Mit kælenavn blev da også skoletiden igennem bestandigt ,"Jøenminister".
Vi havde verdens dejligste rek-tor, den elskelige Bartolomæus Hoff,som K. K. Steincke har be-skrevet så rigtigt og sympatisk i sineerindringer "Ogsaa en Tilværelse" (1945). Rektor var vor læ-rer ilatin og oldnordisk (islandsk). Hans undervisning var forbilledlig ogbestemt ikke kedelig, og han forstod sine drenge som få pæda-goger.
Natligt indbrud i Rektor-gården.
I gymnasiet boede vi 27-28 drenge ialt på Rektorgården, og her fandtes3 sovesale og femte klasses opholdsværelser, på I. sal over rektorslejlighed, medens den fornemme 6. klasse boede alene i en 2-etagesbygning ud til haven. En gang, vi havde været til entea-terforestilling i byen, blev jeg in-viteret til kaffe efterforestillingen af min kusine, tandlæge Kirstine Bransager-Timmermann,en invi-tation, jeg ikke kunne sige nej til, selv om jeg dervedrisikeredé, at hoved-indgangsdøren var lukket, når jeg kom hjem ogville ind. Og det var den altså, og uheldigvis var der den aften ogsåinspektion efter teatertid. Om morgenen lå jeg ikke desto mindre pænti min lille seng.Det medførte et besøg af rektor i den første time.Jeg måtte så følge med over til Rektorgården for på stedet atdemonstrere for ham,hvorledes jeg var sluppet ind om natten.
Rektor: --Fortæl mig hvorledes du er kommet ind i nat, Jør-gen!
Jeg pegede på vinduet over den mere end 2 meter høje hoveddør, hvilketvindue næsten aldrig var haspet (det sørgedc vi drenge selv for).Rektor rystede på hovedet. Han tvivlede åbenbart på min gymnastiskefærdigheder.
- Vis mig hvordan du bar dig ad, sagde rektor. Og det lod jeg mig ikkesige to gange. - Først entrede jeg op på gelænderet og derpå med etstort hop op i vin-duesåbningen over døren. Da jeg hang her på mavenog netop skulle til at kravle helt igennem, hørte vi en dør smækkenede i rektors lej-lighed. Og i samme nu kommanderede rektor: - Komned, Jørgen, skynd-dig og kom ned! - idet han samtidig halede i minjakke af al magt. Har ville øjensynlig nødigt have, at hanshusassistent skulle komme og se den forestilling med rektor stående påtrappen og mig hængende oppe i trappevinduet.
-- Jeg slap for den ellers ventende omgang stuearrest.
Poul Nørlund, en stor begavelse.
-- Vor klasses lys, afdøde direktør Poul Nørlund, Nationalmuseet, varogså som dreng en udpræget åndsaristokrat, når dette ord tages i denbedste og fineste betydning. Han deltog kun sjældent i de andredrenges til tider ret grove løjer og lege, men alligevel var han enhelt igennem rigtig kammerat, og vi - det tror jeg at kunne sige foralle i klassen - holdt af ham og beundrede ham hele skoletidenigennem. Han havde en ualmindelig smuk skikkelse, og især hans ansigtog hoved var billedskønt og ædelt, som var det formet at en BertelThorvaldsen. Jeg mindes ham som en pragtfuld student Klint i vorskolekomedie ,Gen-boerne", og jeg vover at påstå, at Det kgl. Teateraldrig har haft en bedre Klint, end vi dengang havde i Poul Nørlund.Han var desuden gennemmusikalsk, spillede fortrin-ligt violoncel oghavde en smuk sangstemme. Mange år senere lyt-tede jeg med glæde, ja,næsten be-tagelse til ham i radioen, når han fortalte om vore gamlenationale minder. Hvilken herlig stemme-klang og stemmeføring, hvorsmukt et sprog!
Det var i sandhed en af Danmarks store sønner, en af dem, der ogsåudenfor landets grænser gjorde Danmarks navn kendt og æret. Han nåedcvel ikke i berøm-melse en Gunnar Nielsen eller seksdagsrytterne KaiWerner og Evan Klamer, men nærmede sig i betydning dog efterhåndenNiels Bohrs høje stade.
Hvorfor skulle mon denne strå-lende begavelse, denne ædleper-sonlighed gå så alt for tidligt bort?
Studentergildet hos Stine på Ægir
-- Studentergildet, som afslutte-de de seks års skole på SorøAka-demi, holdtes dengang hos "Stine på Ægir". Og hvilken fest! Detvar det fineste sommervejr, og hvem forstod bedre end den elske-lige,gamle Stine at gøre denne fest uforglemmelig. Hen på nat-ten -- vistved 3-4-tiden, da stem-ningen en kort tid var lidt søvnig, lå vi ogdøsede i græsset lige ud til søen. Månen var helt fuld og send-te sitstråleskær ned over os. Poul Nørlund lå helt nede ved sø-bredden meddet smukke hoved støttet på den bøjede højre arm og så på månen. Og sålod pludselig med hans dejlige stemme og med et til situationenafpasset, vidunderligt foredrag "Pjerrots sang til Månen", som gamlefru Oda Nielsen netop i de tider havde gjort kendt over det ganskeland.
|
1888 - 1982 (94 år)
